Lee Mokobe: A powerful poem about what it feels like to be transgender

Translator: Sune Vilsted Østergaard Reviewer: Christian K. Vinther

The first time I uttered a prayer was in a glass-stained cathedral.

Første gang jeg ytrede en bøn var i en katedral med glasmalerier.

I was kneeling long after the congregation was on its feet,

Jeg knælede længe efter, at forsamlingen var på fødderne,

dip both hands into holy water,

dypper begge hænder i helligt vand,

trace the trinity across my chest,

slår korset for brystet,

my tiny body drooping like a question mark

min lille krop hængende, som et spørgsmålstegn

all over the wooden pew.

over hele kirkebænken.

I asked Jesus to fix me,

Jeg bad, Jesus om at reperare mig

and when he did not answer

og da han ikke svarede

I befriended silence in the hopes that my sin would burn

blev jeg ven med stilheden og håbede, min synd ville brænde

and salve my mouth

og at salve min mund

would dissolve like sugar on tongue,

ville opløses som sukker på tunge

but shame lingered as an aftertaste.

men skam dvælede som en eftersmag.

And in an attempt to reintroduce me to sanctity,

Og i forsøget på, at genindføre mig selv til hellighed

my mother told me of the miracle I was,

fortalte min mor mig om det mirakel, som jeg var,

said I could grow up to be anything I want.

sagde at jeg kunne vokse op og blive lige hvad jeg ville.

I decided to

Jeg besluttede mig for

be a boy.

at være en dreng.

It was cute.

Det var sødt.

I had snapback, toothless grin,

Jeg havde kasket, tandløst smil,

used skinned knees as street cred,

og skrammede knæ til at få respekt,

played hide and seek with what was left of my goal.

legede gemmeleg med, hvad der var tilbage af mit mål,

I was it.

Det var det.

The winner to a game the other kids couldn't play,

Vinder af et spil, som andre børn ikke kunne spille,

I was the mystery of an anatomy,

Jeg var et anatomisk mysterium,

a question asked but not answered,

et spørgsmål der ikke blev besvaret,

tightroping between awkward boy and apologetic girl,

linedans mellem akavet dreng og undskyldende pige,

and when I turned 12, the boy phase wasn't deemed cute anymore.

og da jeg blev 12 var drengefasen ikke længere sødt.

It was met with nostalgic aunts who missed seeing my knees in the shadow of skirts,

Jeg blev mødt med nostalgiske tanter, som savnede mine knæ i skyggen af skørter

who reminded me that my kind of attitude would never bring a husband home,

som mindede mig om, at min attitude ikke ville skaffe en mand,

that I exist for heterosexual marriage and child-bearing.

at jeg eksiterer for et heteroseksuelt ægteskab og fødedygtighed.

And I swallowed their insults along with their slurs.

Og jeg slugte deres fornærmelser sammen med deres nedværdigelser.

Naturally, I did not come out of the closet.

Naturligvis sprang jeg ikke ud af skabet.

The kids at my school opened it without my permission.

Børnene på skolen åbnede det uden min tilladelse.

Called me by a name I did not recognize,

Kaldte mig noget, jeg ikke kunne genkende,

said "lesbian,"

sagde "lebbe",

but I was more boy than girl, more Ken than Barbie.

men jeg var mere dreng end pige, mere Ken end Barbie.

It had nothing to do with hating my body,

Det havde intet at gøre med, at hade min krop.

I just love it enough to let it go,

Jeg elsker den bare nok til at give slip,

I treat it like a house,

Jeg behandler den som et hus,

and when your house is falling apart,

og når dit hus falder sammen,

you do not evacuate,

så evakuerer du ikke,

you make it comfortable enough to house all your insides,

du gør det komfortabelt nok til, at rumme alt det indre,

you make it pretty enough to invite guests over,

du gør det pænt nok til, at få gæster på besøg,

you make the floorboards strong enough to stand on.

du gør gulvbrædderne stærke nok til at stå på.

My mother fears I have named myself after fading things.

Min mor frygter, at jeg har navngivet mig selv efter falmende ting.

As she counts the echoes left behind by Mya Hall,

Mens hun tæller ekkoerne efterladt af Mya Hall,

Leelah Alcorn, Blake Brockington.

Leelah Alcorn, Blake Brockington.

She fears that I'll die without a whisper,

Hun frygter, at jeg vil dø uden genlyd,

that I'll turn into "what a shame" conversations at the bus stop.

at jeg bliver til "sikke-en-skam" samtaler ved busstoppestedet.

She claims I have turned myself into a mausoleum,

Hun hævder, at jeg gjort mig selv til et mausoleum,

that I am a walking casket,

at jeg er en omvandrende kiste,

news headlines have turned my identity into a spectacle,

nyhedsoverskrifter har lagt min identitet til skue

Bruce Jenner on everyone's lips while the brutality of living in this body

Bruce Jenner er på alles læber mens brutaliteten af at leve in denne krop

becomes an asterisk at the bottom of equality pages.

bliver en asterisk i bunden på ligestillingssider.

No one ever thinks of us as human

Ingen tænker nogensinde på os som mennesker

because we are more ghost than flesh,

fordi vi er mere spøgelse end kød,

because people fear that my gender expression is a trick,

fordi mennesker frygter, at mit kønsudtryk er et trick.

that it exists to be perverse,

at det eksisterer for at være perverst,

that it ensnares them without their consent,

at det besnærer dem uden deres samtykke,

that my body is a feast for their eyes and hands

at min krop er et fryd for deres øjne og hænder

and once they have fed off my queer,

og når de først har drænet mig for energi,

they'll regurgitate all the parts they did not like.

vil de gylpe alle de dele op de ikke kunne lide.

They'll put me back into the closet, hang me with all the other skeletons.

De vil putte mig tilbage i skabet, hænge mig op med alle de andre skeletter.

I will be the best attraction.

Jeg vil være den største attraktion.

Can you see how easy it is to talk people into coffins,

Kan du se, hvor let det er, at snakke mennesker ned i kister,

to misspell their names on gravestones.

at stave deres navne forkert på gravstene.

And people still wonder why there are boys rotting,

Og mennesker spekulerer på, hvorfor der er drenge som rådner,

they go away in high school hallways

de forsvinder på gangene i skolerne,

they are afraid of becoming another hashtag in a second

de er bange for, blot at blive endnu et hashtag på ingen ting

afraid of classroom discussions becoming like judgment day

bange for at klassediskussioner bliver ligesom dommedag

and now oncoming traffic is embracing more transgender children than parents.

og nu omfavner modkørende trafik flere transseksuelle børn end forældre.

I wonder how long it will be

Jeg spekulerer på, hvor længe det tager

before the trans suicide notes start to feel redundant,

før trans-selvmordsbrevene begynder at føle overflødige,

before we realize that our bodies become lessons about sin

før vi opdager at vores kroppe bliver lektioner om synd

way before we learn how to love them.

lang tid før vi lærer at elske dem.

Like God didn't save all this breath and mercy,

Ligesom gud ikke sparede hele sit åndedræt og barmhjertighed,

like my blood is not the wine that washed over Jesus' feet.

ligesom mit blod ikke er vinen, der skyllede over Jesus fødder.

My prayers are now getting stuck in my throat.

Mine bønner sidder nu fast i min hals.

Maybe I am finally fixed,

Måske er jeg endelig repareret,

maybe I just don't care,

måske er jeg bare ligeglad,

maybe God finally listened to my prayers.

måske lyttede gud endelig til mine bønner.

Thank you.

Tak.

(Applause)

(Bifald)